Hvad er din favorit?

Mange besøgende vælger ét udgangspunkt for deres besøg, og de vender ofte tilbage år efter år til den samme by. Men mange opdager også, at selvom den ene by er nok til at man vælger at holde sin ferie der år efter år, har Vendsyssel enormt meget at byde på. Det er svært at nå det hele, men heldigvis er tiden din egen i Vendsyssel.

De fleste besøgende har én favoritby, og de kan nærmest ikke drømme om at booke hotel, camping eller feriehus andre steder end den ene by i Vendsyssel, hvor man er kommet i mange år.

 Man bliver let lokal, og også taget godt imod som en sådan, når man år efter år vælger at holde sin ferie i den samme by i Vendsyssel. Det er også med til, at man har svært ved at undvære sit 2. hjem i Nordjylland.

 Men der er sket en del i de senere år, hvor besøgende i større grad er begyndt at gå på opdagelse rundt i Vendsyssel. Man bor stadig i den by, hvor man plejer at holde ferie, men mange nyder at gå på opdagelse på tværs af Vendsyssel.

Det har også betydet, at flere nu ikke har nok i at holde en uges ferie her, men ofte også kommer tilbage på en forlænget weekend eller en smuttur på andre tider af året.

For imens man f.eks. har de åbenlyse badebyer med perfekte sandstrande, isboder og klassiske ferieoplevelser, sætter mange besøgende stor pris på at opdage de små landsbyer og lade sig betage af deres historie. Eller gå på opdagelse på de mange museer, udstillinger, gallerier og specialbutikker på tværs af Vendsyssel. Der er alt fra de store attraktioner, som f.eks. Oceanariet i Hirtshals til de spektakulære museer og helt små unikke lokale oplevelser som f.eks. fiskeauktionen i Strandby.

Der er gemte perler langs åen i Sæby, lokale eventyr og fortællinger, som den om ulven i Ulsted. Sjældne fugle i den fri natur ved Skagen, restauranter i alle prisklasser og ikke mindst de lokale vendelboer, som ofte er god for en spændende historie, hvis du gør dig fortjent til at få den fortalt på det lokale modersmål.

Der er også mulighed for at booke guidede ture og finde lokale oplevelser på www.toppenafdanmark.dk

Hvilken by er din favorit i Vendsyssel?