Sæby Miniby er en imponerende gengivelse af de gamle kvarterer i den fine by ved Kattegats kyst. Huse og bygninger fra Algade og Strandgade – målet er, at foreningen bag minibyen får opført hele denne gamle bydel.
Man vil også genopføre havnen og det gamle værft fra Sæby, så der er nok at gå i gang med for medlemmerne af foreningen, der startede i 2000.
Med hjælp fra det lokale Volstrup Teglværk bliver blandt andet mursten, tegl- og rygningssten lavet efter de gamle opskrifter, og så brændes stenene på teglværket og bliver placeret i minibyens huse nøjagtigt, som de stod i virkelighedens Sæby for flere hundrede år siden.
Minibyen ligger i den sydlige del af midtbyen, og man kan medbringe madkurv og nyde udsigten til en lille udgave af Sæby i børnehøjde året rundt. En stor terrasse er indrettet til formålet, og Sæby i Sæby er i høj grad et besøg værd.