HjulmandKaptain har bakket op om maraton siden 2010: ”Skagen Marathon er på et meget højt niveau”

HjulmandKaptain har været en del af Skagen Marathon siden begyndelsen i 2010. Dengang sad advokat og partner Jakob Johnsen i styregruppen for løbet, mens han arbejdede på advokatfirmaets daværende afdeling i Skagen. Han var derfor med, da beslutningen om at sponsorere maratonet skulle træffes – og for ham var der ikke meget at være i tvivl om.

  • Det skulle vi da bare være med i. Det var et rigtig godt initiativ, fortæller Jakob Johnsen.


Jakob har selv deltaget i mange maraton rundt omkring i Danmark, og siden det første løb i 2010 har han haft mulighed for at følge Skagen Marathon på tæt hold. I dag er hans oplevelse, at løbet er på et højt niveau.

  • Jeg har løbet mange maraton, og jeg synes virkelig, at Skagen Marathon er på et meget højt niveau. Det er meget professionelt og bare rigtig godt, fortæller han.


HjulmandKaptain deltager ikke kun som sponsor. Mange af medarbejderne fra kontoret finder også løbeskoene frem og tager del i løbet, når det hvert år går løs i Skagen.

For Jakob handler virksomhedens opbakning dog ikke om at kunne sætte et konkret tal på, hvad sponsoratet giver tilbage.

  • Vi kan jo ikke måle, hvad vi får ud af det. Men det skaber synlighed, og det viser, at man har lyst til at engagerer sig i lokalsamfundet.


Mere liv udenfor sommeren

Ifølge Jakob er Skagen Marathon samtidig med til at skabe liv i byen uden for sommersæsonen. Han fremhæver også Skagen Vinterbaderfestival som et godt eksempel på, hvordan begivenheder kan være med til at forlænge sæsonen.

  • Det er rigtig godt med initiativer som Skagen Marathon og Vinterbaderfestivalen, fordi det netop skaber nogle begivenheder i ydersæsonen.


Hans fornemmelse er, at rigtig mange mennesker kommer til Skagen i forbindelse med maratonet, og at arrangementet kun er vokset gennem årene.

Men det er ikke kun selve arrangementet, der ifølge Jakob er med til at skabe succesen. Skagen er god til at løfte i flok, oplever han – både blandt borgere og virksomheder.

  • Man kan jo ikke lave sådan nogle arrangementer uden opbakning. Jeg synes, Skagen er rigtig gode til at løfte i flok. Alle bakker op.


Blæst bagover af Skagen Marathon

Selvom Jakob har været tæt på løbet siden begyndelsen, bliver han stadig imponeret, når maratonet er overstået.

  • Jeg bliver blæst bagover efter hvert maraton.


Efter løbet bliver Jakob og kollegaerne ofte i byen. De bruger dagen som en anledning til at opleve Skagen og spise en frokost sammen.

Særligt stemningen langs ruten har gjort indtryk på ham. De mange hjælpere, der står klar og guider løberne igennem, er ifølge Jakob en vigtig del af oplevelsen.

  • Hjælperne på ruterne er meget venlige. Dem, der afvikler maratonet, kan godt være stolte af det.


For Jakob er Skagen Marathon samtidig en mulighed for at opleve byen fra en anden side. Naturen, stemningen og årstiden giver en anden oplevelse end den, mange forbinder med Skagen om sommeren.

  • Man får mulighed for at opleve Skagen på en anden årstid og se naturen på en anden måde. Det kan måske også skabe værdi for en anden type turister, som får mulighed for at opleve byen på den måde.


Og måske er det også derfor, Jakob vender tilbage år efter år. Ikke kun for at løbe, men for at være en del af den oplevelse, som Skagen Marathon er rigtig god til at skabe.

Del dette: