Fra opstart og de første år – 120 års jubilæum

Vejen til Skagen

Skagen var i slutningen af 1800-tallet så småt ved at forvandle sig til et feriested helt deroppe på Jyllands yderste spids – men der var dog én stor forhindring: der fandtes endnu ingen jernbane hertil. Rejsen måtte derfor foregå med hestekøretøj ad ujævne veje. På de mest trafikerede strækninger var der lagt grus og småskærver, men ellers gav turen en temmelig bumpende oplevelse. Og med tanke på at det dengang tog omkring 16–20 timer at komme frem – må man sige, at det er noget af en bedrift i sig selv. Efter at have turen til Skagen gav H. C. Andersen i Folkekalenderen denne beskrivelse af Skagens særlige stemning:

“Gjennemtrængende skrig af talløse søfugle fylde luften… man vender sig uvilkårlig for at se, om man har fast land endnu bag sig og ikke står ude på havdybet – en orm kun for disse skysværme af skrigende fugle.”

De første feriegæster fandt efterhånden vej

Det er på denne tid, at der langs kysterne så småt begyndte at opstå badepensionater og badehoteller, der dengang virkede som små slotte i de lokale fiskeres øjne. Her mødtes to verdener: de lokale og de fornemme hovedstadsfruer, som kom for at nyde “det sunde liv ved havet”.

Et 3-dages ophold med fuld forplejning kostede 4,50 kr. pr. dag – en meget anseelig sum dengang.

De besøgende på de største steder blev modtaget af kurlægen, der udtalte:

“Man skal ikke tage sit første søbad før på den tredje dag efter ankomsten. I den første uge skal man ikke tage mere end tre bade. Man skal ikke opholde sig længere end fem minutter i vandet, da badets virkning så allerede er indtrådt.”

Skepsis og pionerånd

Forfatteren Holger Drachmann udtrykte i 1898 sin skepsis i Politiken:

“Hvorfra skal de meget bemidlede gæster komme – som skal kunne betale 7-10 kr. daglig for den fornøjelse at ligge på Grenen og spille sælhund?”

På trods af skepsis fra en tidens førende ånder, blev der i 1906 skabt en turistforening, som lokale ildsjæle stod bag. De gæve folk mente, at der brug for at organisere og udvikle Skagen som feriested – og de lagde dermed grundstenen til det, vi i dag kender som et af Danmarks mest ikoniske turistmål.

Fra grusvej til destination

Meget har ændret sig siden dengang. Rejsen til Skagen foregår ikke længere med hestekøretøjer, men enten med tog direkte til byens egen station eller med et utal af andre køretøjer drevet af motor eller endda egne benmuskler. Vejene er ikke længere dækket af grus og sten, og turen tager helt sikkert ikke næsten en dag – medmindre gæsterne selvfølgelig kommer helt fra Sydeuropa.
Alligevel er det, som om tiden på en måde står stille, når du først er ankommet til Skagen. Stemningen i byen emmer stadig af gamle dage, og det er måske netop derfor, at byen og området fortsat tiltrækker gæster fra nær og fjern; fordi historien stadig mærkes i alt fra klitterne med udsigt til de store have til oplevelsen på de stadig eksisterende badehoteller.

Når man ser tilbage på de første gæsters lange og besværlige rejse til Skagen – og sammenholder den med nutidens lette adgang – står én ting klart: Rejsen har altid været en del af fortællingen. Skagen er ikke bare et sted, man ankommer til; det er et sted, man oplever. Og som H.C. Andersen skrev:

“At rejse er at leve.”