Tiden imellem – 120 års jubilæum
Fra pionerånd til etableret feriemål - Skagens turisme 1900–1980. Da Skagen Turistforening blev stiftet i 1906, skete det ikke med store armbevægelser eller sikre løfter om fremtidig succes. Det var mere med stædighed, lokalkendskab og en stille tro på, at stedet i sig selv var noget særligt. Byen var stadig først og fremmest et fiskersamfund, hvor havet bestemte rytmen, og hvor livet kunne være både barskt og nøjsomt. Turisterne var få, sæsonen kort, og meget af ferielivet levede endnu på forsøgets og tilfældets vilkår.
Alligevel begyndte noget at tage form. Langsomt voksede antallet af pensionater og små hoteller frem mellem de lave huse og de sandede veje. Det, der før havde været private hjem med et ekstra værelse, blev til egentlige værtssteder. Gæsterne kom for lyset, for den klare luft og for stilheden – og for fornemmelsen af at være nået helt ud til kanten af landet.
Som årene gik, blev opholdene længere. Man rejste ikke blot til Skagen for et par dage, men for uger ad gangen. Dagene fik deres egne rytmer: morgenture til stranden, badning i det kolde hav, spadsereture i klitterne og lange aftener i selskab med andre sommergæster. Der opstod små fællesskaber, genkendelser fra år til år, faste pladser ved bordene og de samme ansigter hver sæson. Ferielivet blev næsten en tradition i sig selv.
I mellemkrigstiden begyndte Skagen for alvor at få ry som et mondænt feriested. Det var et sted, man tog hen for at se og blive set. Damer i lyse sommerkjoler og herrer med stok spadserede gennem byen, mens fiskernes både stadig blev trukket op på stranden som altid. To verdener levede side om side – det enkle og det fornemme – og netop mødet mellem dem gav stedet sin særlige karakter.
Efter Anden Verdenskrig ændrede livet i Danmark sig, og det gjorde ferien også. Flere fik ret til ferie, flere fik råd til at rejse, og Skagen blev ikke længere kun et sommerophold for de få. Familier, par og børneflokke fandt vej nordpå med kufferter og madkurve. Opholdene blev kortere, men gæsterne flere. Stemningen blev mere livlig og mindre højtidelig.
I 1960’erne og 70’erne kom bilerne for alvor. Vejen til Skagen føltes ikke længere lang og besværlig, men åben og mulig. Sommerhuse skød op i landskabet, og ferien flyttede ud mellem marehalm og fyrretræer. Turismen bredte sig fra hotellerne og ud i klitterne, og byen summede af liv på en ny måde.
Alligevel var der noget, der forblev genkendeligt.
Lyset over havet. Vinden fra nord. Og den særlige ro, der sænker sig, når du står ved vandkanten og ser ud mod horisonten, som så mange før dig har gjort.
